Min lille fascination af retro tøj kommer til at gå en smule ud over "lille manden", som jo heldigvis nok er ret lige glad de første par år:) Jeg fik en masse bomuldsgarn i blå nuancer af min svigermor til fødselsdag, som passede perfekt til en luftig sommertrøje.
Da jeg skulle til at gå i gang med at lave trøjen om, sagde min mand noget i retning af, at jeg (næsten) kan bruge mere tid på at trævle end at strikke. Måske har jeg ikke helt lært charmen ved det hjemmegjorte endnu..
Derfor har jeg valgt at lade trøjen leve sit liv, som den er og fryder mig i stedet over, at den faktisk er ret pæn og jævn;) Som regel kan jeg ikke holde mig helt til den opskrift, jeg har fundet, og denne gang blev der så strikket en lille kant i blå som afslutning på selve cardiganen og ærmerne.



















