lørdag den 13. april 2013

Hæklede "ranglefigurer"

For noget tid siden begyndte jeg på et hækleprojekt til baby. Jeg havde tænkt mig at lave nogle figurer til sådan et aktivitetsstativ til kravlegården. Stativet havde jeg egentlig tænkt mig at finde brugt i træ, og så skulle det males i en eller anden fin farve. Ok, jeg har godt nok ikke fundet stativet endnu og bare det at komme igang med de figurer viste sig at være et mere besværligt projekt, end jeg lige havde regnet med:/

Nåh, men jeg smuttede i Søstrene grene og fandt noget bomuldsgarn i nogle fine farver. Garnet skulle jo så vaskes inden brug, så baby ikke får alle mulige slemme kemikalier i munden. For at få garnet vasket ordentligt, var jeg nødt til at vikle garnet op. I gang med vaskebalje og sæbevand!

Min tålmodighed blev dog virkelig sat på prøve, da jeg skulle vinde garnet op (eller hvad det nu hedder). Jeg havde jo ikke lige sådan en garnvinde stående, så det var bare i gang ved håndkræft. Jeg blev flere gange så sur, at jeg kunne stampe i gulvet, når jeg gang på gang fik lavet nye knuder på garnet. (Indrømmer at jeg endte med blandt andet at sætte min mand i gang med at hjælpe).

Nu kunne jeg endelig begynde at hækle - jubii! Figurerne havde jeg skitseret ned på papir ud fra fri fantasi, og så var det ellers bare at komme igang. For at det ikke skulle blive alt for kedeligt legetøj, lavede jeg dyrene som rangler. Det vil sige, at jeg brugte etuierne fra nogle "Kinderæg" og puttede  knapper og små bjælder i.

Her er de to foreløbige figurer. Jeg håber på snart at få taget mig sammen til at lave nogle venner til dem og ikke mindst at få fundet det stativ... Måske hjælper det lidt på motivationen, at jeg har fået det lagt ud her - hæh!

To be continued...









Ingen kommentarer:

Send en kommentar