Dagens sketch (tilstandsrapport)

Klar til affyring 

(Advarsel: Indeholder selvynk og brok om graviditetsgener)


Da jeg i tirsdags kom hjem fra fødselsforberedelse, var mine ben vokset, virkelig vokset. Min venstre ankel begyndte at svumle ud over min sko,  og jeg følte mig som en meget lidt mobil elefant. Uge 37 er nået, og nu vil jeg bare gerne have den lille mand ud af min krop.

Inden jeg blev gravid, havde jeg en illusion om, at det ville blive den skønneste periode i mit liv. Det er det på sin vis også. Tanken om at der vokser et menneske indeni mig, som er et "blandingsprodukt" af min mand og jeg, er helt unik. Selvom jeg på ingen måde fortryder mit valg, forstår jeg nok ikke helt, hvordan kvinder der engang har født kan glemme det, som ikke var så fantastisk ved graviditeten. 

Indrømmet, brok er aldrig vildt fedt at høre på, men det er lidt som om, at det ikke er tilladt at sige, at det faktisk er ved at være lidt hårdt. Flere gange har folk sagt, at jeg skulle nyde denne smukke tid, og nogle har sågar spurgt, om jeg ikke glæder mig til selve fødselsakten (altså kvinder, der selv har prøvet at føde). Hmm, jeg er nok en smule mere resultatorienteret end det. Min veninde mener, at mødre glemmer generne og smerterne, når de først har baby i armene - ellers gør man det vel heller ikke igen;)

Jeg har aldrig været god til at vænne mig til fysiske ændringer, men har efterhånden lært at klare de udfordringer, der har været. Den afbrudte søvn på grund af nattetisseri kan kompenseres for med en middagslur, de krampende ben med venepumpeøvelser om aftenen og den låste ryg med nogle puder og en mand, der hjælper med at vende mig. 

Nu er jeg dog nået til det punkt, hvor de indtil videre 15 ekstra kg, sovende arme og væskefyldte ben er ved at være for stor en belastning. Jeg glæder mig til at komme ud på den anden side med en dejlig unge - nårh ja, og et varigt hukommelsestab om disse gener! 

- Hav en dejlig dag og nyd lyset :)