tirsdag den 19. november 2013

Hjemmepasning??

Mit hjerte er gået i tænkehi

For lidt tid siden mødte jeg en tidligere studiekammerat. Jeg fortalte, at jeg var bange for, at jeg havde glemt at nyde Jonas, mens jeg var ved at drukne i hans søvnproblemer de første mange måneder. Han fortalte, at de ofte havde så travlt om morgenen, at havregrøden bare var noget, som skulle ned i en fart for at nå resten af dagen. Pludselig var der gået nogle år. 

Jonas er skrevet op til en deltidsplads i vuggestue. Der var ikke nogen grund til, at han skulle være der mere end nogle timer om dagen, når jeg nu er hjemmegående. Det var egentlig for Jonas´ egen skyld, at vi skrev ham op til institution. Det var for, at han kunne få lov til at komme ud og dele klistrede madpakker med andre børn og få glæde af andre voksne end moar.

Men google er en farlig ting. Jeg googler desværre alt, fordi jeg er født under en skeptisk stjerne (eller også er jeg bare blevet det med årene). Jeg har søgt under forskning om institutionslivet, udtalelser fra psykologer om, hvad små børn har brug for osv osv. Resultatet er egentlig lidt ubehageligt, fordi det er så meget nemmere at gå den samme vej, som alle andre gør.

Et barn har de første to år af sit liv brug for sine nærmeste omsorgspersoner og stille morgener med tid til havregrøden, når jeg frem til. Ok, så nu begynder jeg i mit hoved at tænke, om det er det, jeg burde gøre. Skal jeg droppe ideen om vuggestue og i stedet lade Jonas være hjemme hos mig? Vi kunne spise madpakker i det fri, lege i al slags vejr, bage boller, male, tage i teater og lave alle de ting, som man laver i en vuggestue minus travlheden og lidt til. Det lyder sgu da meget hyggeligt, gør det ikke?

Dog er der lige noget, som i min verden er vigtigt - samvær med andre. Jeg synes, at Jonas (og jeg) skal have muligheden for at være sammen med andre børn og voksne i løbet af ugen. Det kunne være rigtig fedt at møde andre i Århus området, som har valgt at gå hjemme med ungerne. Det er dog ikke så lige til, for der er godt nok ikke mange, der vælger/ kan gå den vej.

 Så hvis nogen kender nogen, der kender nogen, så giv endelig lyd:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar