Diy "origami" stjerner

Til de dage hvor lysten er til at lave noget kreativt, som ikke tager så lang tid eller kræver den vilde koncentration. 

Se her hvordan

Første syprojekt

Her er mine første hjemmesyede babybukser. Jeg synes, at de er blevet ret så ok for en begynder:) 

Af en eller anden grund har jeg aldrig lært at sy. Altså, jeg har da kunnet lægge bukser sammen og sy simple ting, der hverken har krævet mønster eller for meget fumleri ved symaskinen.

Jeg har dog tit tænkt, at det kunne være fedt at kunne lave noget ud fra et mønster, så alt ikke bliver for hjemmegjort, men det har lige krævet lidt mod og motivation. Heldigvis kan man jo begynde i de små størrelser, og jeg fandt på biblioteket et blad med nogle forskellige buksemodeller i, som var nogenlunde lige til.

Tid er der dog ikke så meget af lige nu, men det bliver helt klart ikke det sidste, jeg får syet:)

Dagens sketch

Velkommen til verden, Jonas

Den 28. april 2013 kl. 22:20 blev vores lille dreng på 2900 gram og 49 cm født. Jeg nåede at være 38+5 uger henne og følte mig efterhånden mere end klar til at hilse på den lille ninja.

En søndag morgen kl. 7:30 kom de første veer, og min mand og jeg sørgede som noget at det første for at få pakket ipad´en i fødselstasken (vi fik at vide til fødselsforberedelse , at det var godt med noget underholdning, for tiden op til fødslen kunne føles lang - man skulle jo helst heller ikke komme til at kede sig!

Om formiddagen var vi på hospitalet for at få konstateret, at jeg ikke var så forfærdelig langt i processen, øv. Så med overkommelige veer blev vi sendt hjem med beskeden om at få spist og hvilet en masse. Yes, det kan jeg lige klare, tænkte jeg, og nu skulle vi altså lige forbi drive in på Mc d og få et "godt og nærende måltid".

Tiden gik, men veerne blev ikke mere regelmæssige, selvom de begyndte at gøre så ondt, at jeg aldrig havde sagt "fuck" så mange gange i mit liv, og naboerne i opgangen muligvis var ved at blive temmelig trætte af min klynken.Pludselig idet jeg rejste mig op for at få gang i veerne, gik de fuldstændig bananas, altså sådan virkelig. Jeg tænkte på, om det mon var sådan, det mærkedes at blive parteret, for det føltes virkelig, som om mit underliv blev flået fra hinanden. Min mand endte med at måtte ringe til hospitalet, som så sendte en ambulance med det samme.

De to ambulancemænd, der dukkede op måtte hurtigt sande, at en fødende kvinde ikke er det mest håndterbare. Jeg er normalt ikke voldelig anlagt, men jeg væltede rundt på båren og rev fat i de to gutter og alt det, jeg kunne komme i nærheden af, når det gjorde aller mest ondt. Til sidst måtte de samle mine ben og spænde dem fast for at holde styr på mig, hvilket føltes ret elendigt, når der ligesom var et barn på vej ud! I mit hoved holdt jeg kun turen ud, fordi jeg tænkte på, at jeg ville kunne få noget smertestillende så snart, at vi nåede hospitalet. Sådan gik det ikke..

Da jordemoderen dukkede op, spurgte jeg som det første desperat efter noget smertestillende, men beskeden lød: "det er for sent, for du er i fødsel nu". Det var vist heldigt, at jeg ikke havde energi til at protestere, for i mine tanker havde jeg allerede givet den stakkels kvinde et par på hovedet. Var jeg blevet tilbudt et kejsersnit på daværende tidspunkt, havde jeg (næsten) sagt ja,men det gik efterhånden op for mig, at det her var noget, jeg skulle igennem. 

Halvanden time efter ankomsten til hospitalet kunne vi kalde os forældre til en smuk, lille fyr. Ipad´en nåede aldrig op af tasken..